Granborg sommerhus

Vestlige facade mod haven og natur

Type: Sommerhus – Nybyg

Opført: 2024

Arkitekt: Sams Arkitektur

Areal: 149 km2 + skur/carport


Sommerhuset ligger syd for Øster Hurup i et fredfyldt naturområde blot 500 meter fra østkysten. Her er naturen helt tæt på, og omgivelserne danner en rolig ramme om et fristed, hvor familien kan trække sig tilbage, finde nærvær og skabe fælles minder.

Visionen for sommerhuset har været at skabe et samlingssted for den store familie – et sted, hvor fællesskabet er i centrum. Derfor er huset disponeret med fokus på store, indbydende fællesarealer, mens de private værelser er holdt mere kompakte. På den måde understøtter planløsningen et naturligt samvær, hvor familien mødes omkring de fælles aktiviteter og ophold.

Bygningen er organiseret i to separate afdelinger, hvilket giver fleksibilitet i brugen af huset. Når hele familien ikke er samlet, kan den ene del lukkes af, så kun de nødvendige arealer opvarmes. Denne opdeling skaber både en praktisk og energimæssig fordel uden at gå på kompromis med husets funktionalitet. Det store køkken-alrum fungerer som husets hjerte og kan åbnes direkte mod den store vestvendte terrasse. Her flyder inde- og uderummene sammen, og familien kan nyde lange dage og aftener med udsigt til det omkringliggende landskab. Fra terrassen opleves naturen på tæt hold – med mulighed for at følge dyrelivet, der bevæger sig gennem området.

Byggeriet er hovedsageligt udført i træ – fra de bærende konstruktioner til de synlige overflader. Udvendigt er huset beklædt med bæredygtigt ThermoWood fra Frøslev, som med tiden udvikler en naturlig grå patina. Materialet skaber en smuk og harmonisk forbindelse til omgivelserne og giver huset et levende udtryk, der vil ældes med værdighed i mødet med naturen.